En staffordshire bull terrier stammer oprindeligt fra Staffordshire i Storbritannien, hvor den i sin tid er fremavlet med henblik på at lave en god familie- og børnehund i en passende størrelse. I England går hunden i øvrigt under kælenavnet “The Nanny-Dog”. 

Denne hund må ikke forveksles med den amerikanske staffordshire terrier. En engelsk staffordshire bull terrier er ikke nogen brugshund, men en kærlig og hengiven familiehund – og der er ikke meget vagt- eller kamphund at spore her. 

Læs mere om staffordshire bull terrier herunder.

Særligt for staffordshire bull terrieren – hundens fysiske kendetegn

Denne hund hører til i kategorien mellem-stor hunderace. En staffordshire bull terrier vejer max 20 kilo, og bliver ikke højere end 40 centimeter.

Hunden findes i grå, blå, hvide, sorte, brindle og fawn nuancer og farvekombinationer. 

En staffordshire bull terrier har et lidt barskt udseende, hvorfor den nogle gange læses forkert. Det er en muskuløs og stærk hund med en kompakt og bred fysik. Hunden har brede kæber, og en “smilende” mund, korte hængeører og et livligt udtryk i øjnene. 

Hunden har en kort pels og en robust krop.

Hundens sind – hvad gør den så særlig?

En staffordshire bull terrier er i sit hjemland kendt som barnepige-hunden, og det er der en grund til – denne hund er en enestående familie- og børnehund. 

Hunden her er tålmodig, rolig og kærlig. Det er en hund, der knytter sig meget til sin familie, og som vil gøre hvad som helst for “sine” mennesker. Et hengivent familiemedlem, der vil passe dine børn, som var de dens egne. 

En staffordshire bull terrier er en selvstændig, mentalt harmonisk og afbalanceret hundetype, der går til livet med et roligt sind, der afspejles i det mod, den har.

Denne hunderace er som udgangspunkt tillidsfuld og tryg, og bliver sjældent urolig. Den kan lære at være alene hjemme, dog er det ikke dens foretrukne valg – den vil gerne være med sin familie. 

Denne hund er klog, lydig og arbejdsivrig, når den bliver givet de rette vilkår og omstændigheder. 

Krav til ejer – hundens behov 

En staffordshire bull terrier er en aktiv og arbejdsivrig hund, der har brug for daglige mentale og fysiske stimuli.

Hunden her passer sammen med hundekyndige mennesker, da det ikke er en førstegangshund. Alle dens gode egenskaber og kvaliteter ligger naturligt til den, og bevares gennem positiv forstærkning og hensigtsmæssig håndtering, men kan på samme måde undertrykkes ved forkerte opdragelsesmetoder. En hård hånd eller en aggressiv tone mod denne hund vil ikke fremelske dens gode kvaliteter – tværtimod.

En staffordshire bull terrier er en hengiven, livsglad og kærlig hund, og den hører til hos de, der vil gøre den til en del af familien. Hunden her har brug for at have en mening med det hele, og den trives godt, når den har opgaver og en funktion i “flokken”. 

En god måde at sikre hunden en optimal hverdag er at lægge nogle aktivitetsopgaver og lege ind i den daglige motion. Desuden vil det være en fordel at socialisere denne hund tidligt – den kan have problemer med andre hunde, hvis ikke den har lært at omgås sine artsfælder.